Artikel af Journalist Ole Wugge Christensen
Udlicitering af groundhandling udsat:
Flyoperatører ånder (måske) lettede op
Nyt aktieselskab under SAS skal fremover vil stå for groundhandling i Københavns Lufthavn. Bo Nielsen og Jørgen Westerberg fra Ekspeditionsarbejderne Klub mener, at det stopper SAS’ planer om udlicitering af arbejdet i mindst et år.
Bo Nielsen og Jørgen Westerberg, formand og næstformand i Ekspeditionsarbejdernes Klub i SAS, er tilfredse med, at en aftale om dannelse af et joint venture-selskab mellem Swissport og SAS ser ud til at være udskudt. Men konstaterer også, at der fortsat er mange spørgsmål, der skal arbejdes videre med.
Forlydender siger, at Swissport kommer til at eje 10 procent af aktiekapitalen i et nydannet selskab, der tager sig af groundhandling og cargohåndtering i Københavns lufthavn.
Aktieselskabet blev dannet tidligere i år som en ny ramme om flyportørernes arbejde i lufthavnen.
Hvis det er rigtigt, betyder det, at SAS’ planer om at udlicitere flyoperatørernes arbejde i et »joint venture-selskab«, hvor SAS skulle eje 49 procent af aktionerne og Swissport 51procent, er lagt på hylden. I alt fald midlertidigt.
Arbejdet vil så foregå i SASregi – underlagt paraplyen SAS Production.
Det vil betyde, at de hensigtsaftaler, som vi har indgået med SAS, tidligst kan blive lavet om i marts 2014, siger Bo Nielsen. Han forklarer, at et strategiskifte kan skyldes, at SAS har haft bedre tid til at undersøge markedsvilkår for flyoperatørernes arbejde: Ledelsen må have fået kastet et blik i ordrebøgerne og set at vores produktivitet faktisk modsvarer de fordele, som Swissports overtagelse skulle give, siger han.
Usikkerhed om fremtid
Udskydelsen kommer efter et år, hvor ekspeditionsarbejderne har været usikre på, hvordan deres fremtid i lufthavnen skulle se ud. Alle kolleger har befundet sig i et vakuum, hvor man ikke har vidst, om man var købt eller solgt, siger Bo Nielsen. Op mod lanceringen af SAS’ store spareplan i november 2012, havde ekspeditionsarbejderne indgået en aftale med SAS, der indebar fastfrysning af løn og aftaler om arbejdsvilkår under forudsætningen at medarbejderne ikke blev solgt fra. Spareplanen i november friholdt derfor groundhandling fra nedskæringer, men opstillede til gengæld et mål om at udlicitere arbejdet. I marts 2013 blev det offentliggjort, at SAS ville lave et »joint venture«-selskab i samarbejde med Swissport.
Skepsis
Flyoperatørerne har fra starten været skeptiske over for SAS’ planer. Vi var mildt sagt ikke begejstrede.
Vi vidste jo, at Swissport var ejet af en fransk kapitalfond, der aldrig beholder sine firmaer i mere end syv år hvor de tre allerede er gået, siger Jørgen Westerberg. Swissport opererer ganske vist på overenskomstvilkår i Københavns lufthavn med cargo til cargo-arbejde, men med dårligere vagtplaner end os, så man ikke arbejder i faste teams og med konstant skiftende arbejdstider, siger han.
Dårlige udenlandske erfaringer
Samtidigt indhentede Ekspeditionsarbejdernes Klub information om forholdene i Swissport i resten af Europa.
I Belgien forsøgte ledelsen at ændre arbejdstidsregler med dags varsel. Det blev kun stoppet på grund af en strejke, der lukkede luftrummet, og trusler om strejke i landets havne. Viden om sådan en ledelsesstil skabte ikke begejstring for Swissport, siger Bo Nielsen.
Efterfølgende har ledelsen nok undskyldt forløbet, men det har ikke ført til udskiftning. Vi risikerede derfor at skulle underlægges samme ledelse.
Bo Nielsen og Jørgen Westerberg har også mødt kritik af arbejdsforholdene i Swissport i Barcelona, Heathrow og Dar Es Salam. Flyportørerne i Helsinki har derimod okay oplevelser med Swissport, siger Bo Nielsen. Der er medarbejderne også velorganiserede, og man har forberedt det grundigt.
Hold kæft-bolsje
Hvad har forløbet betydet for klubarbejdet blandt ekspeditionsarbejderne?
Vi er rystet godt sammen i klubben. Vi har hele tiden været enige om, at et salg ikke må betyde dårligere løn- og arbejdsvilkår, siger Bo Nielsen. Men vi er da også blevet usikre på, hvor vi har arbejdsgiverne, og om vi stadig skal arbejde i SAS. Det er ikke nogen hemmelighed, at personalebilletter betyder meget for mange af os. Når man sidder på en sydhavsø, er man glad for at arbejde i SAS. Også selv om vores arbejdsforhold er blevet presset på det sidste, siger han.
Alle kolleger har befundet sig i et vakuum, hvor man ikke har vidst, om man var købt eller solgt, siger Bo Nielsen.
Bo Nielsen og Jørgen Westerberg vil derfor være glade, hvis forlydenderne om at Swissport kun vil få 10 procent af aktierne er rigtig. – For det er vist det, man kalder et „hold kæft”-bolsje, siger Bo Nielsen.
Vi ved godt, at det er SAS, der har ledelsesretten. Det er ikke os, der ønsker en skilsmisse, men vi vil gøre, hvad vi kan for at blive i SAS-regi, siger Jørgen Westerberg.